Konflikten mellem fornuft og lidenskab har eksisteret op igennem hele menneskehedens historie. Begge er nødvendige for et indholdsrigt, afbalanceret og rigt liv; men det er ekstremt svært at forene dem. Fornuften maner til varsomhed, medens lidenskaben tilskynder mennesket til at turde og løbe risici. "Tænk dig om, før du handler" siger fornuften, medens lidenskaben råber: "Spring på hovedet ud i det og stol på skæbnen. Spild ikke din tid med tøven." Russell siger i Vestens filosofi: "Uden det bacchiske element ville livet være interesseløst; med det er det farligt." (p. 32)

I historisk tid er rationalisme ofte blevet efterfulgt af en periode med oprør imod fornuften. Overdreven tillid til fornuftens magt er blevet efterfulgt af desillusion. Det attende århundrede var en rationalismens tidsalder par excellence. I dag er vi vidne til en voldsom modreaktion. Efter en længere periode, hvor fornuften nød en ubestridt fortrinsstilling, blev dens autoritet udfordret fra forskellig side. Romantikkens poeter insisterede på følelsernes iboende værd og glorificerede uhæmmet alle følelsens udtryksformer. Mystikerne proklamerede højlydt, at følelser var en bedre og mere troværdig guide for mennesket end fornuften. Filosofferne var hurtige til at tilslutte sig dette ramaskrig imod fornuftens tyranni. Schopenhauer glorificerede den blinde viljes vej igennem universet og affærdigede hånligt fornuften som blot dens redskab. Bergson troede blindt på intuitionen og modsatte sig resolut fornuftens brug. De søgte hjælp hos biologerne for at detronisere fornuften. Psykologerne satte under Freuds lederskab spørgsmålstegn ved det synspunkt, at mennesket er et rationelt væsen og styrer sit liv ved brug af fornuft. I den freudianske teori spiller den irrationelle underbevidsthed en dominerende rolle, medens fornuften får tjenerens ydmyge rolle slet og ret. Intellektet er tvunget til at opfinde plausible grunde til at retfærdiggøre underbevidsthedens irrationelle virkemåde. Ikke så underligt, at fornuften begyndte at vakle på sin trone under alle disse hårde angreb fra forskellig side. Mennesket var desillusioneret over fornuften og søgte efter vejledning i irrationelle elementer i den menneskelige natur så som viljen, følelserne, instinktet, intuitionen og den mystiske erfaring. Det er på høje tid, at vi indser, at reaktionen er gået alt for vidt, og at vi må genoprette balancen mellem fornuften og lidenskaben. Russell bemærker viseligt i Vestens filosofi: "Det er en strid, hvor man ikke bør slutte sig helt til en af parterne." (p. 32)

I forsvaret for fornuftens brug må vi være opmærksomme på, at det ikke længere er muligt at give fornuften den absolutte overlegenhed tilbage, som rationalismen tilskrev den. Der er en god portion sandhed i den kritik, fornuften har været udsat for. Joads bemærkninger i Guide To The Philosophy of Morals And Politics fortjener omhyggelig overvejelse:

"Fornuften har tendens til at blive fremstillet som et simpelt redskab for begæret. Dets funktion er at sikre de mål, som vi ubevidst sætter for os selv, ved at opfinde undskyldninger for, hvad vi instinktivt ønsker at gøre, og argumenter, som vi instinktivt ønsker at tro på.... Fornuften er den kraft, vi lader os narre af til at tro, at det, vi ønsker at tro, i virkeligheden er sandt." (p. 239)

I Decadence siger han:

"Et menneskes tanker følger dets ønsker ligesom en sulten hund følger sin næse." (p. 36)

Koranen kommer også med skarpe henvisninger til, hvorledes mennesket skuffer sig selv, når det domineres af lave lidenskaber:

Ser du dem, der dyrker deres (personlige) lidenskaber som (af)gud? Er du ansvarlig for dem? Eller tror du, at de fleste af dem hører og forstår? (25:43-44)

Det er mennesker, der har tilladt deres fornuft at blive perverteret af lave begær:

Ser du ikke ham, der dyrker sin (personlige) lidenskab som (af)gud? Hvis Allahs Lov om Gengæld vildleder ham på trods af hans viden, hæmmer hans hørelse, forsegler hans hjerte og slører hans syn – hvem vil da kunne vejlede ham? (45:23)

Det kan ikke nægtes, at fornuften ofte lader sig hverve til egoistiske begærs og lave lidenskabers tjeneste. I sådan et tilfælde vil fornuften – i stedet for at lede mennesket til den rette vej – lede det yderligere på vildspor indtil ulykke rammer det. Koranen siger:

(Deres skæbne) klarlægges for jer fra deres (ødelagte og forladte) boliger.... De fulgte deres lave begær, selv om de var skarpsynede. (29:38)

Det er tydeligt, at fornuften, når den overskygges af lidenskaben, ikke er en hjælp, men en hindring for at forfølge værdige mål. Den kan kun vejlede på ret vis, når den fungerer rigtigt og optimalt. Det er imidlertid ikke fornuftens skyld, at den sommetider leder os på vildspor. Fejlen er vor egen, idet vi tillader lidenskaben at dominere fornuften. I et velordnet sind fungerer fornuften rigtigt og giver den rette vejledning. I en moden og solid karakter er alle begær og ønsker føjet sammen til et harmonisk hele og organiseret i et rationelt system ved hjælp af fornuften. I en sådan karakter spiller fornuften en kontrollerende, men ikke undertrykkende rolle. Dyriske lidenskaber og sensuelle begær undertrykkes ikke, men sættes på rette plads. En svag eller ubesindig karakter opretholdes derimod ikke af fornuft, og derfor spiller fornuften en mindre rolle som underordnet begæret. Ydermere må fornuften, hvis den skal spille sin rolle fuldt ud, optrænes og udvikles ligesom andre af sindets evner. Fornuften fungerer i overensstemmelse med den rolle, man tildeler den. Spørgsmålet er blot at give den sin rette rolle. Ellers er der intet i vejen med fornuften som sådan.

Vi må indrømme, at der kan være konflikt mellem fornuft og lidenskab. Løsningen ligger imidlertid ikke i at undertrykke den ene eller den anden, men i at finde en balance imellem de to. Fornuft såvel som lidenskab er værdifulde bestanddele. At eliminere eller svække den ene eller den anden af dem, vil lemlæste personligheden. Vi må opdage en måde at finde harmoni mellem de to og sikre, at de bliver brugt til gavn for mennesket. Denne opdagelse gøres ved hjælp af fornuft. Lidenskab er blind og kan hverken lægge bånd på eller styre sig selv. Fornuft kan undersøge sig selv og opdage sine egne begrænsninger. Hvis begæret overlades til sig selv, vil det forsøge at underkue fornuften; men fornuften anerkender begærets rette plads i livet og vil ikke berøve det den tilfredsstillelse, der rettelig tilkommer det.

Russell har uden tvivl ret, når han råder os til at afstå fra ensidigt at tage parti for enten fornuft eller lidenskab. Vi er enige med ham under det forbehold, at ensidig stillingtagen for lidenskaben er meget værre end ensidig stillingtagen for fornuften. Koranen taler uden omsvøb om 'slaver af begæret':

Og hvis de ikke svarer dig, da vid, at det, de følger, er deres egne begær. Og hvem er mere på vildspor end den, der følger sine begær uden vejledning fra Allah. (28:50)

Videnskabsfolk insisterer på, at al den viden, vi har om universets mysterier, skyldes fornuften. Denne viden kan være både nødtørftig, ringe og utilstrækkelig, men ikke desto mindre værdifuld og uundværlig. Videnskabelig forskning afslører fornuften, når den er bedst. Langsomt øger forskningen stykke for stykke vort kundskabsforråd. Vi må imidlertid spørge os selv, om der ikke er andre veje – i det mindste til viden af større betydning, viden om livets mål og bestemmelse, og om, hvorledes vi bedst når dem.

De råd, som fornuften giver os, er baseret på den forhåndenværende viden. Hvis den forhåndenværende viden er utilstrækkelig, må rådet betragtes som en mulighed, som om fornuften siger: "Prøv det og se, om det virker. Hvis ikke, vil jeg genoverveje sagen og foreslå noget andet." Fornuften kan kun føre til den rigtige beslutning, hvis den får forelagt alle relevante kendsgerninger. Fornuften er hjælpeløs, hvis disse kendsgerninger ikke er til stede. Hvad angår den materielle verden og det menneskelige legeme, har vi i dag den fornødne viden. Vi kan stole på fornuften til at give det rigtige svar på mange spørgsmål, som måtte dukke op i forbindelse med menneskekroppen. Mennesket besidder dog også et virkeligt selv, og vor viden om dette selv er ganske utilstrækkelig. Det virkelige selv påvirkes ikke af forskernes vedholdende behandling af emnet. Selvet kan udelukkende vejledes i lyset af evige sandheder, der ligger uden for fornuftens rækkevidde. Fornuften kan ikke fatte den oprindelige årsag, og menneskets selv kan kun realisere sig gennem den oprindelige årsag eller Gud. Derved opstår nødvendigheden af, at mennesket søger guddommelig vejledning, uden hvilken det vil forblive jordbunden. I spørgsmål med relation til den fysiske verden, bør vi altid agere i henhold til fornuften. At afvise fornuften i sådanne tilfælde ville være at udfordre skæbnen. Hvis vi derimod higer efter at opfylde vor bestemmelse, ville vi være dårligt hjulpet ved at stole udelukkende på fornuften. Vi bør søge hjælp i åbenbaringen, der er den guddommelige vejlednings udtryksmiddel. Fornuft, der virker i lyset af åbenbaringen, vil lede os til den rette vej. Således supplerer åbenbaringen fornuften og sætter os i stand til at tackle livets udfordringer. Og vi vil gøre os skyldige i utaknemmelighed over for Gud, hvis vi nægter at gøre brug af de evner, Han har givet os, og det lys, Han har givet os i åbenbaringen.

Vi vil nu betragte et andet vigtigt aspekt af spørgsmålet. I det praktiske liv hjælper fornuften os på to måder. For det første fortæller den os, hvilke af vore ønsker er gode og nyttige, og hvilke er slette og skadelige. Den bedømmer tingene i lyset af vor egen interesse. Det, der bidrager til at bevare og forhøje livskvaliteten, karakteriseres som godt, hvorimod det, der skader og mindsker livskvaliteten og svækker menneskets evne til udvikling, karakteriseres som uønsket og slet. Fornuften nøjes dog ikke med sin bedømmelse. Den lægger vægt på det, den har bedømt som godt og opfordrer mennesket til at vælge, selv om dets tilbøjeligheder og begær foretrækker det slette. Når valget står imellem det gode og det slette, vil et menneske ledt af fornuften sjældent vælge forkert. Videnskaben har stillet den fornødne viden om materielle tings egenskaber til vor rådighed, og om deres effekt på menneskets helbred. På basis af denne viden finder fornuften det let at besvare spørgsmål om, hvorvidt noget er ønskværdigt eller uønskværdigt. Med andre ord: Med hensyn til menneskets fysiske selv er vi sjældent i tvivl om, hvad der gavner, og hvad der skader.

Mennesket besidder imidlertid, som vi har set, også et virkeligt selv, som vi kun har ufuldkommen og fragmentarisk viden om. Vi kan ikke forstå det virkelige selv, da det ligger uden for den menneskelige fornuft. Vi kender ikke – og kan muligvis aldrig komme til at kende – det virkelige selv. Vi opfanger flygtige glimt af det gennem værdifuld erfaring og bevidst moralsk stræben. Alt, hvad vi kan sige med sikkerhed, er, at selvet er frit, og at det besidder ubegrænsede evner til at udvikle sig og har en iboende trang til selvudfoldelse og selvudvikling. Vi føler i vort indre, at en pragtfuld skæbne venter det selv i os, som er kernen i vor eksistens. Når fornuften derimod prøver at give en klar definition af vor bestemmelse, viger den desorienteret og rådvild tilbage. Alt, hvad vi kan sige, er, at vi kan nå målet – forudsat, at vi lever i overensstemmelse med de evige sandheder. Disse sandheder er skjult for vort øje og rækker ud over fornuften. Vi må lade os nøje med de forjættende glimt, vi fanger af dem. Ikke underligt, at vor fornuft – alt imens den famler i blinde – længes efter det lys, der kunne oplyse fremtiden. Dette lys er os forundt i åbenbaringen, der har sin kilde i Gud, der – med Koranens ord – er "himlenes og jordens lys" (24:35).

Hidtil har vi beskæftiget os med spørgsmålet om valget mellem godt og ondt. Vi står dog ofte i en situation, hvor vi må vælge mellem to goder, hvor vi må ofre et gode til fordel for et andet. Hvor langt kan fornuften hjælpe os i dette mere vanskelige valg? Lad os illustrere det med to eksempler:

Vi kan komme i en situation, hvor vi enten kan redde vort liv eller vor ejendom. Vor fornuft siger os, at vi skal vælge livet og slå os til tåls med tab af ejendom. Vi kan også komme i en situation, hvor vi kun kan redde æren på bekostning af livet. Fornuften siger os – dog måske ikke uden tøven som i det foregående tilfælde – at redde æren frem for livet. Hvorfor er det sådan? Der er helt klart tale om en almen accepteret værdiskala. Værdiskalaen hjælper os til at fastslå, hvilken af to goder, der rangerer højere end den anden. Fornuften tilskynder os derefter til at ofre det lavere rangerende til fordel for det højere rangerende. Det, vi skal lægge mærke til, er, at værdierne mod toppen af skalaen ikke kan opdages ved fornuftens hjælp. Viden om disse forudsætter viden om de højder, til hvilke det menneskelige selv kan stige i løbet af dets vedvarende udvikling. Her igen er det åbenbaringen, der hjælper fornuften over gærdet. Den højeste værdi kan kun bestemmes med reference til selvets bestemmelse. Den værdiskala, der konstrueres ved hjælp af fornuften, er nyttig, men ufuldstændig. Åbenbaringen fuldender den ved at udvide den.

Sluttelig giver videnskaben os nyttig viden om de midler, vi må tage i brug for at nå vor bestemmelse. Den siger derimod intet om det vitale spørgsmål, hvilke mål vi bør sætte for os selv. De mål, vi burde stræbe efter, er dem, der kan tilfredsstille vore behov fuldstændigt. Det fysiske selvs behov kan klart opfattes og nemt tilfredsstilles. Føde og vand slukker hunger og tørst. Fornuften kan hjælpe os til at sikre os føde og vand. Det virkelige selvs behov kan være lige så vedholdende, men vanskelige at erkende. Fornuften kan ikke lede os på sporet af, hvorledes disse behov kan tilfredsstilles. Også her er fornuften nødt til at læne sig op ad åbenbaringen.

Skelnen imellem det fysiske og det virkelige selv, der løber som en rød tråd igennem vor diskussion, må klargøres yderligere i lyset af Koranen. Skelnen mellem legeme og sjæl, materie og ånd, danner basis for de fleste religioners lære. Koranen støtter ikke denne opdeling. Ifølge Koranen består mennesket ikke af to tydeligt adskilte størrelser – legeme og sjæl. Mennesket er ét eneste og udeleligt væsen. Set ud fra en videnskabelig synsvinkel, forekommer mennesket at være en fysisk organisme; men det afslører sig selv som et frit væsen, når forskellige 'værdi'-kategorier anvendes. Det er et syn, der ikke er forskelligt fra den teori, som Goldstein og J. F. Brown udviklede. Koranens syn adskiller sig fra denne teori ved at fastholde det højere selvs virkelighed. Det kan synes, som om menneskets virkelige selv er nødt til at materialisere sig for at kunne fungere i den fysiske verden af tid og rum.

Det kan ikke nægtes, at viden om absolutte værdier er uundværlig for anstændig opførsel og for selvets uhindrede udvikling; men fornuften, vort vigtigste redskab til at udnytte den viden, vi besidder, fortæller os kun noget om relative værdier. Den kan end ikke give os et endeligt svar på spørgsmålet om, hvorvidt der findes absolutte værdier, og – i bekræftende fald – hvorledes de kan erkendes. Fornuften har tendens til at definere værdier i subjektive termer og udelukkende i relation til det enkelte individs erfaring. Den går så vidt som at afvise eksistensen af et objektivt værdisystem, gyldigt for alle mennesker til alle tider. Det er let at se, at dette synspunkt kapper roden af dīn. Dīn involverer objektive, absolutte værdier og en objektiv, absolut moralsk standard. Fornuften er med sin forsigtige eksperimentelle tilgang konstant i færd med at revidere og rekonstruere sin værdiskala og sin moralske standard i lyset af nyvunden viden. Tænkere har derfor følt behov for en pålidelig værdikilde ud over fornuften. Her kan vi ikke citere bedre end Martin Buber fra Between Man and Man:

"De 'absolutte værdier' ... har naturligvis ikke kun subjektiv værdi for det pågældende menneske. Don Juan finder absolut og subjektiv værdi i at forføre det størst mulige antal kvinder, og diktatoren ser den i den størst mulige akkumulation af magt. 'Absolut værd' kan kun relateres til universelle værdier og normer, som det pågældende menneske erkender og anerkender." (p. 108)

Rashdall har samme pointe i The Theory of Good and Evil:

"At der er én absolut værdistandard, der er ens for alle rationelle væsener, er netop hvad 'moral' betyder." (vol. II, p. 286)

I den følgende passage hævder Rashdall, at det ikke er eksistensen af en objektiv gyldig morallov, men blot måden den eksisterer på, der er kontroversiel:

"Man siger, at morallove virkelig eksisterer, at der eksisterer sådan noget som absolut moral, at der er noget absolut sandt eller falsk i etiske skøn, hvad enten vi eller et hvilket som helst andet menneske på et givent tidspunkt virkelig tænker således eller ej. Det ligger tydeligvis i det, vi kalder moral. Tanken om en sådan ubetinget objektivt gældende morallov eller -ideal er utvivlsomt en psykologisk kendsgerning. Spørgsmålet er derfor, om den kan forsvares rent teoretisk, hvor et sådant ideal i givet fald eksisterer, og hvilken eksistensform vi kan tilskrive det. Det findes ganske givet ikke i sin hele og komplette form i nogen individuel menneskelig bevidsthed. Menneskene har forskellige holdninger til moralske spørgsmål, og der er intet der tyder på, at det nogensinde vil være anderledes. Eksisterer der virkelig noget som et moralideal?" (p. 211)

Efter at have konkluderet, at den moralske standard må baseres på et universelt og absolut værdisystem, går Rashdall videre med at fortælle os, at et sådant system ikke kan have sin kilde andre steder end i det guddommelige Selv:

"Et absolut moralideal kan ikke eksistere i materielle ting. Og som vi har set, eksisterer det ej heller i dette eller hint individs bevidsthed.... Et moralideal kan ikke eksistere andetsteds og på anden måde end i en bevidsthed. Et absolut moralideal kan kun eksistere i en bevidsthed, af hvilken den fulde virkelighed udspringer. Vort moralideal kan kun påberåbe sig objektiv validitet for så vidt som det rationelt kan anses som en åbenbaring af et moralideal, der i al evighed eksisterer i Guds bevidsthed." (p. 212)

Derfor siger Brightman i A Philosophy of Religion: "Hvis vi overhovedet skal have en gud, må vi have et væsen, der er en troværdig kilde til værdier." (p. 211)

Bergson diskuterer i The Two Sources of Religion and Morality spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt for et menneskeligt intellekt at nå virkeligheden, og giver et negativt svar:

"Mennesket kan ikke nå virkeligheden hverken ved hjælp af eller udelukkende ved hjælp af sit intellekt; det vil snarere føre det i modsat retning. Intellektet blev givet et bestemt objekt, og når det forsøger at spekulere på højere planer, sætter det os højst i stand til at forestille os muligheder, ikke til at nå frem til virkeligheden." (p. 201)

Einstein, vor tids mest eminente fysiker, tilstår åbent, at videnskaben aldrig kan give os 'åndelig' vejledning. Han argumenterer i Tanker og meninger fra mine senere år, at kun mennesker, der har modtaget åbenbaring, kan vejlede os på det 'åndelige' område:

"På den anden side har videnskabens repræsentanter ofte gjort forsøg på at komme frem til et fundamentalt bedømmelsesgrundlag for livsværdier og -mål på en metodisk videnskabelig baggrund, og har på denne måde sat sig selv i opposition til religionen. Disse konflikter er alle opstået af skæbnesvangre fejltagelser.... Videnskaben kan imidlertid ikke skabe mål, og endnu mindre indpode menneskene dem. Videnskaben kan højst tilvejebringe midler til at nå visse mål; men målene i sig selv bliver undfanget af personligheder med højtstræbende etiske idealer." (pp. 26 & 42)

Joad har samme syn, men foretrækker udtrykket 'intuition' frem for 'åbenbaring'. Intuition kan indordnes under wahi, hvis vi holder os den vide betydning, den forekommer i Koranen, for øje. Det skal dog bemærkes, at intuition ikke er synonym til den wahi, som anbīya modtog. Forskellen mellem de to er ikke kvantitativ, men kvalitativ. Joad skriver i Philosophical Aspects of Modern Science:

"Intuition er sin egen autoritet og bærer garantien for sin egen autenticitet i sig. Vi kan ikke påberåbe os nogen begrundelse for de sandheder, som vi kender intuitivt, fordi de ganske enkelt ikke er blevet til gennem ræsonnement. Fornuften kan dog uden tvivl senere blive inddraget for at fremsætte argumenter i deres favør." (p. 215)

Som den følgende passage fra Et essay om mennesket viser, stoler ej heller Cassirer på fornuften som middel til at fatte de højeste værdier:

"(I den græske filosofi) blev fornuften lovprist som menneskets ypperste egenskab; men hvis mennesket først blev oplyst af en særskilt hellig åbenbaring, ville det forstå, at netop fornuften har en ekstra tvivlsom og mangetydig karakter." (p. 17)

Kort sagt: Medens fornuftens autoritet ikke kan drages i tvivl i virkelighedens verden, ligger alt, hvad der har med menneskets bestemmelse at gøre, entydigt uden for fornuftens rækkevidde. Åbenbaring er vor eneste kilde til viden om de højeste værdier.

Bevæbnet med tilstrækkelig viden om værdierne, kan vi, hvis vi ønsker det, leve og handle i overensstemmelse med universets uforanderlige moralske orden. Denne viden består ikke blot i anerkendelse af en værdi som en værdi, men involverer et redeligt skøn af værdiens betydning, således at den kan sammenlignes med andre værdier. Konfronteres vi med en situation, hvor vi er nødt til at vælge mellem to værdier, kan vi således uden tøven vælge den højeste. Vor karakter styrkes, når vi frivilligt ofrer en lavere værdi for at sikre en højere værdi. Når et menneske skal vælge mellem liv og ejendom, tøver det ikke med at opgive sin ejendom og vælge livet. Dette valg bakkes op af instinktet. Det samme menneske kan være nødsaget til at vælge mellem livet og æren. Det er et ubarmhjertigt valg, og det kan være vanskeligt at affinde sig med at skulle miste enten det ene eller det andet af to så værdifulde goder. Fornuften vil tilråde ham at redde æren på bekostning af livet; men rationelle argumenter er ikke fuldt ud overbevisende. Måske vil han træffe det rigtige valg, men af forkerte årsager. Måske vælger han æren – ikke fordi han værdsætter den højere end livet; men fordi han frygter den sociale fordømmelse og dermed følgende udstødelse af fællesskabet. Han har truffet det rigtige valg, og dog har han ikke den følelse af fuldbyrdelse, der burde følge med det rette valg. At vælge den højere rangerende værdi er et spørgsmål om overbevisning eller imān; overbevisning om åbenbaringen og om det Hinsidige. Vi vil ikke være i stand til at beslutte, hvilken af de to værdier, der er den højeste på basis af viden og erfaring alene. Fornuften kan råde til udsættelse af en afgørelse. Vi kan udsætte en afgørelse; men vi kan ikke udskyde en handling, og når vi har handlet, har vi allerede truffet valget. Vi har ikke andre muligheder end at træffe en beslutning på basis af vilkårlighed eller åbenbaring. Når fornuftens lys svigter, må vi lade os vejlede af åbenbaringens lys. Åbenbaringen fortæller os om den menneskelige personligheds bestemmelse. Ved at stræbe efter at nå denne bestemmelse, vil personligheden kvalificere sig selv til at fortsætte livet på et højere plan efter døden. Kort sagt, så er guddommelig åbenbaring vor eneste kilde til viden om de højeste værdier.

Vi håber, at et par ord om nødvendigheden af imān og om dens organiske relation til fornuften ikke er malplaceret her. Uden imān er mennesket som en båd uden ror, der driver omkring uden mål og med og er i hvert eneste vindstøds vold. Med imān bæres mennesket fremad, skridt for skridt, til selvopfyldelse og selvrealisering. Svaret på spørgsmålet: "Imān på hvad?" kan kun være: Imān på Gud, som opretholder universet, der åbenbarer en flig af Hans uendelig mange aspekter. Imān på eksistensen af et menneskeligt selv og på dets ubegrænsede evner for udvikling. Imān på absolutte værdier, der er mål for såvel den menneskelige stræben som for den kosmiske proces. Og sluttelig imān på et formålsbestemt univers.

Lad os dvæle lidt ved Rashdalls syn på det menneskelige selv og universets bestemmelse, som han udtrykker det i The Theory of Good and Evil:

"Universet selv må have en bestemmelse eller et rationelt formål, som en perfekt fornuft ville erklære for god." (vol. II, p. 219)

Med hensyn til selvet siger han:

"Selvet er en varig realitet; men denne realitet er åndelig for så vidt som den har sit eget permanente liv, der ikke er identisk med de forandringer i den materielle organisme, som den på den ene eller anden måde er forbundet med. Menneskets handlinger udtrykker og udspringer reelt af selvets natur og karakter … af den simple grund … at vi kun kan finde en rationel mening med og forklaring på menneskelivet, som vi ser det, hvis vi antager, at menneskets nuværende liv har en afslutning, som til dels ligger ud over grænserne for den nuværende naturlige orden – for så vidt som den orden er tilgængelig for nuværende menneskelig observation. Den mest naturlige og intelligente form af en sådan afslutning på verden er troen på udødelighed for den enkelte sjæl, der har levet her." (pp. 205, 215-216)

Koranen udtrykker i det store og hele samme synspunkt i simple og direkte vendinger. Koranen forsikrer os, at der er en mening med skabelsen af himlene og jorden: "De er skabt i sandhed og med et bestemt formål" for at "hver eneste sjæl må blive belønnet efter fortjeneste" (45:22). Vi tilrådes at reflektere over mennesket "der har gjort sine laveste begær til sin gud" og som konsekvens deraf "er faret vild på trods af sin viden, indsigt og erfaring" (45:23). Et sådant vildledt menneske sætter lighedstegn mellem det virkelige selv og det fysiske legeme og lytter udelukkende til kroppens behov. Det er sådanne, der siger: "Der er intet andet end vort liv i den eksisterende verden. Vi lever og dør, og kun tiden ødelægger os" (45:24). Men Koranen hævder udtrykkeligt, at "de har ingen som helst viden om alt dette, det er det rene gætværk" (45:24).

Nabī'en påbydes at "tage afstand fra dem, da de udelukkende ønsker livet i denne verden" (53:29). Deres sind er spærret inde i deres nuværende erfarings snævre rammer, og det vide, ubegrænsede rum er lukket ude af deres synsfelt.

Dīn, såvel som det moralske liv, kan kun opnås af det væsen, der besidder et varigt selv. Værdier er relative for en person, der gør sig erfaringer, og et system af absolutte værdier har kun mening i relation til et virkeligt selv. At fornægte eksistensen af et varigt selv er at fornægte absolutte værdier, og fornægtelsen af absolutte værdier medfører fornægtelse af en moralsk standard. En etisk kodeks er baseret på et værdisystem. Ved at få indsigt i de absolutte værdier bliver vi i stand til at føre et moralsk liv. Med hensyn til de absolutte værdier, så er guddommelig åbenbaring den eneste troværdige kilde til dem. Gennem intens refleksion over åbenbaringen, kan vi håbe at forstå betydningen af og hensigten med skabelsen, det menneskelige selvs værdi, dets muligheder og skæbne. Vi ville gøre vel i at tage os det følgende vers til hjerte:

I skabelsen af himlene og jorden og i nattens og dagens skiften er der visselig tegn for de indsigtsfulde. Sådanne, der stående, siddende og hvilende ihukommer Guds Lov, og som reflekterer over himlenes og jordens skabelse, idet de siger: "Rabb! Du har ikke skabt alt dette forgæves." (3:190-191)

Wahi (åbenbaring) oplyser vor vej i 'værdiernes rige'. Vi kan dog ikke forstå wahi ved hjælp af enten tro alene eller fornuft alene. Der er brug for en lykkelig blanding af de to. Fornuft sammenkædet med imān leder os til åbenbaringens indre ånd og kerne. Koranen taler om mennesker, der har fattet åbenbaringens mening som "indsigtsfulde og eftertænksomme" (5:103). De er de sande troende, idet irrationel tro ikke har nogen værdi overhovedet (65:10). Hvad angår Koranen, kan der ikke være nogen virkelig konflikt mellem imān og fornuft. Den taler om dem, der tror, som mennesker, der "har både viden og imān" (30:56). Det er de tvillingestjerner, der oplyser menneskets vej. I Vesten løber konflikten mellem tro og fornuft som en rød tråd igennem historien. Krigen mellem videnskab og religion (titlen på Whites berømte bog) har sat sine blodige spor igennem flere århundreder. Kun for ganske nylig er det gået op for vesterlændingene, at fornuft og tro ikke er modsætninger, men behøver og opretholder hinanden. Locke har tydeliggjort dette i sin essaysamlings fjerde bog (19.4) om sikker og sandsynlig kundskab:

"Den, der udelukker fornuften for at bane vejen for åbenbaringen, slukker lyset i dem begge."

Dette er i det store og hele det koranske syn, der fremføres i mange vers og forstærkes af Nabī'ens tydelige udsagn. Det skulle nu stå klart, at det ikke er åbenbaringens mål at kvæle fornuften og sætte blind tro i stedet. Koranen glorificerer intetsteds blind tro. Koranen rakker ikke ned på hverken fornuft, viden og erfaring, men insisterer på, at vi gør fuldt brug af vore intellektuelle evner til at forstå og værdsætte den ultimative sandhed, der overbringes os gennem wahi. Wahi hjælper fornuften til at modnes. Det menneskelige sind, der har nået dette trin, ikke kun ved, men ser. At se refererer i denne sammenhæng til klarsyn:

De gudfrygtige vil huske den guddommelige vejledning, når de fristes af shaitān, og de vil visselig få indsigt. (7:201)

Mange mennesker kan få øje på sandheden ved hjælp af fornuften; men de 'ser' den først i det rette perspektiv, når imān sammenkædes med fornuft. Denne klare opfattelse af sandheden hjælper mennesket til indre fred og evig lykke. Det hjælper mennesket til at fastholde en lykkelig balance mellem kroppens og det virkelige selvs behov. Den islamiske livsholdning har udvikling af den menneskelige personlighed i alle dens aspekter som mål. Den troende vil, når han indser dette, lægge sig selv i Skaberens hænder og bede om sin personligheds fuldkommengørelse til gengæld. Koranen henviser til denne 'handel' ved at sige:

Allah har visselig indgået en pagt med de troende, at deres liv og ejendom tilhører Ham. (9:111)

For dem, der gør gode gerninger, er der belønning i denne verden; men belønningen i det Hinsidige vil være endnu bedre. (16:30)