Hvis vi reflekterer over den fysiske verden, kan vi se, at den regeres af uforanderlige love, og ved at opdage disse love kan vi underlægge os alt i den og lade dem tjene vore formål. Menneskets skæbne ligger ikke i at vende sig bort fra naturen, men i at lade den adlyde sin vilje.

Den fysiske verden, hævder Koranen, er ikke en skygge eller maya. Den er virkelig og ikke kun et fænomen. "Og Vi skabte ikke himlene og jorden og alt, hvad der er derimellem, uden mål og med" (38:27). De, der nægter at opfatte den sete verden som virkelighed, tager fejl. "Det er blot noget, som de vantro forestiller sig" (38:27). Det er disse mennesker, der betragter verden som en illusion. Hvis den er en illusion, betyder det, at der ikke er nogen mening med denne verden. Islam tager afstand fra denne holdning som falsk og kufr. Koranen siger, at universet blev skabt bil haqq, som betyder, at den er sand og har et formål. "Allah skabte himlene og jorden med haqq" (29:44). Det er de troende, mu'min'ernes pligt at granske sandheden, der ligger spredt ud for deres øjne. "Deri er der visselig tegn for de troende" (29:44). Vi lades ikke i tvivl med hensyn til universets virkelighed. Det er ikke (som hinduerne tror) Rama's¹ leela, et stykke legetøj, som Gud fornøjer sig med en stund, ej heller er det en brahman's² drøm. I ingen af disse tilfælde ville den have en alvorlig mening og ville forsvinde ud i den blå luft, når Gud vågner op eller vender sig til alvorsfuldt arbejde. Koranen forkaster disse holdninger som falske:

Vi skabte ikke himlene og jorden og alt derimellem af lutter tidsfordriv. Vi skabte det med haqq; men de fleste forstår det ikke. (44:38-39)

Koranen skelner mellem to former for viden – (sanse)erfaring og (begrebs)erkendelse. Igennem erfaring bliver vi opmærksom på og forholder os til den del af de fysiske omgivelser, der lige for øjeblikket står i centrum for vor interesse. Erkendelse løfter os op over omstændeligheden i de konkrete fakta og lader os erkende den sammenhæng og harmoni, der ligger i verdens mangfoldighed. Den begrebslige ramme, vi bygger op, ligger langt fra den virkelige verdens rige, levende og konkrete virkelighed, og alligevel giver den os indsigt i, hvorledes naturen virker, så vi kan få mere kontrol over den. Det skal bemærkes, at begge former for viden har deres oprindelse i sanserne. Ifølge Platons videnskabsteori kan fornuften opnå viden om det virkelige uafhængigt af sanserne. Koranen anerkender fuldt ud den rolle, som sanserne spiller i 'det at lære at kende'. Ifølge Koranen benytter sindet (fu'ād) sig af viden fra de data, som sanserne giver.

Vi kan se, at Koranens holdning ligger tæt op ad den empiriske videnskabsteori, hvis den da ikke er identisk dermed. Koranen opfordrer mennesket til at bruge sine sanser og observere naturen med klogskab. Det er det første skridt til at kende naturen og dens virken:

Støt dig ikke til formodninger slet og ret. Du skal visselig aflægge regnskab for alt hvad du har hørt, alt hvad du har set, og alt hvad du har i dit hjerte (fu'ād). (17:36)

De, der ikke gør brug af deres sanser og mentale kræfter, synker til det dyriske stade. "Mange fastboende og nomader lever et liv, der fører dem lukt i Jahannam" (7:179).³ Grunden hertil er, at "de har hjerter, men forstår ikke. De har øjne, men ser ikke. De har ører, men hører ikke" (7:179). Resultatet er, at de ophører med at være rationelle væsener. "De er (åndssløve) som kvæg – nej endnu værre: fuldstændig vildfarne" (7:179).

I skarp kontrast til sådanne mennesker står dem, der reflekterer over Guds skabelse, for de ved, at "I skabelsen af himlene og jorden og i nattens og dagens skiften er der visselig tegn for de indsigtsfulde" (3:190). Det er de mennesker, "der stående, siddende og hvilende ihukommer Allahs Lov og reflekterer over himlenes og jordens skabelse" (3:191). Når de reflekterer over naturens storhed, bevæges de dybt og udbryder: "Rabb! Du har ikke skabt alt dette forgæves " (3:191). Når de nærmer sig naturen med en troendes (mu'min) holdning, føler de i deres inderste, at den har både en mening og et formål. Med deres intellektuelle ærlighed kan de ikke andet end indrømme, at der sker ting i naturen, som er uforståeligt for dem i forhold til deres nuværende vidensniveau. Med ydmyghed tilstår de, at de ikke ved, men er overbevist om, at hvis de vedholdende søger mere viden, vil de en dag forstå meningen med også disse ting. Mennesker, der ikke har denne overbevisning, lever "i en form for Helvede" (3:192), og det sørgelig er, at "ingen kan hjælpe dem" (3:192).

Koranen taler om dem, der studerer naturen og forsøger at opdage de love, der styrer dem som "mænd af viden og indsigt", idet den siger: "I himlene og på jorden er der visselig tegn for de troende" (45:3). I deres søgen efter viden anspores de troende af deres imān:

I jeres egen skabelse såvel som i skabelsen af alle væsener, der er spredt (ud over jorden), er der tegn for de overbevist troende. (45:4)

De ved, at:

Nattens og dagens skiften, det underhold, som Allah sender ned fra himlen for at vække den døde jord til live, og vindenes omskiftelighed er tegn for de indsigtsfulde og vidende. (45:5)

Rasūl'en får at vide:

Dette er Allahs tegn, som Vi reciterer for dig med haqq. (45:6)

Hvad andet end Allah og Hans tegn vil de da tro på? (45:6)

Ifølge Koranen har imān på Gud to kilder. Granskning af naturens ydre verden og af mennesket selv leder os til den magt, der manifesterer sig i begge. Ved at insistere på, at naturen er vejen til Gud, stadfæster Gud gyldigheden af den såkaldte "naturens religion." Den tilføjer imidlertid, at imān fremkaldt af betragtning af naturen, bør styrkes af åbenbaring. Det er sammenløbet af de to strømme af indflydelse, der resulterer i mu'min'ens imān. Den vantro, kafir'en, er en, hvis sind er goldt, fordi det ikke er blevet overrislet af hverken den ene eller den anden strøm. Imān er ikke et passivt samtykke til et dogme. Det er den levende sans af Guds Lov, der får hver eneste fiber i kroppen til at vibrere i harmoni med universets uendelige iboende kræfter. Når imān virkelig udtrykkes i en livsform, og når den inspirerer og præger menneskets liv og levned, betegnes den taqwā i det koranske sprog. Mu'min'en bevæbnet med imān og taqwā kan modstå enhver destruktiv kraft:

I nattens og dagens skiften og i alt, hvad Allah har skabt i himlene og på jorden, er der visselig tegn til mennesker, der følger Allahs Love og som ønsker at blive beskyttet imod destruktive kræfter. (10:6)

Ved at henlede vor opmærksomhed på den stjerneklare himmelhvælving over os, tænder Koranen en følelse af uendelighed i vort sind. Ved at betragte himmelen betragter vi det uendelige. Deri ligger en værdifuld erfaring af høj karat, bestående af nysgerrighed, undren og ærefrygt samt følelser af ophøjethed og skønhed. Hvem ved, om der ikke er liv og fornuft i nogle af de talløse galakser i det uendelige rum:

Og blandt Hans tegn er skabelsen af himlene og jorden og de levende væsener, Han har spredt ud over dem. Og Han har magt til at samle dem, når Han ønsker det. (42:29)

Vi har set, at Koranen lægger stor vægt på erhvervelse af viden. Vi har også bemærket, at Koranen hverken bruger udtrykket 'viden' om noget, som intellektet selv producerer, eller om sansedata sammenlagt, men om resultatet af vekselvirkningen mellem sanserne og intellektet. Vi kan nu spørge, hvem Koranen betragter som de 'lærde' (‘ulamā). Følgende vers kan lede os på sporet:

Ser du ikke, at Allah sender vand ned fra himlen, hvorved Han producerer frugter af forskellige farver. Nogle bjerge får et anstrøg af hvidt og rødt i flere nuancer, andre bliver ravnsorte. Også mennesker og dyr og kvæg får diverse anstrøg. Det er ‘ulamā'erne, de vidende blandt Hans tjenere, der fyldes af ærefrygt og undren (når de reflekterer over storslåetheden i skabelsen og de love, der styrer den). (35:27-28)

I disse vers finder vi en tydelig henvisning til naturvidenskaben. De lærde er derfor dem, der har erhvervet sig viden om disse naturfænomener, dvs. det er dem, man i dag kalder videnskabsmænd. Arbejdsområdet for ‘ulamā'en er videnskaben om mennesket og naturen. Det er tydeligt, at 'den muslimske ‘ulamā' for længe siden har opgivet det, de burde studere for i stedet at bruge deres klare intellekt på langt mindre vigtige sager. Opslugt af sager om ritualer og ceremoniel, der tilhører en institutionel religion (snarere end dīn), har de ikke kunnet afse tid til at observere og studere naturen, som Gud har befalet dem. I stedet for at strejfe om i hele naturens udstrakte verden har deres sind bevæget sig i en snæver cirkel med det resultat, at det har mistet sin kraft og smidighed. Det er på høje tid, at de vender deres opmærksomhed til de rigtige studieobjekter: Guds tegn og vidundere, de forskellige naturfænomener og det menneskelige sind:

Og Vi vil vise dem Vore vidundere i horisonten og inden i deres eget selv, indtil det vil stå klart for dem, at det er haqq. (41:53)

Vor imān vokser sideløbende med vor viden. Efterhånden som naturens skjulte orden og harmoni åbenbares for os, tror vi, at Koranen indeholder sandheden. Vi tror, at "Han, der kender himlenes og jorden hemmeligheder, har sendt den (Koranen)" (25:6). Vi burde derfor reflektere over "Hans tegn, som de viser sig i anfus (det menneskelige selv) og i āfāq (den fysiske verden)" (41:53) for at få en klar indsigt i Hans skabelseslov. Jo tættere vor kontakt med naturen, jo dybere vor indsigt i de guddommelige love, der leder universet på sin vej til sit mål.

Man kan indvende mod dette, at det synspunkt, vi har fremført, ikke er andet end naturalisme med et stænk teisme. Ved at opfordre ‘ulamā'erne, der er 'gejstlige', til at engagere sig i videnskabelig forskning, beder vi dem opgive deres område, der er 'religion' og gør dem til videnskabsmænd slet og ret. Hvis der virkelig var tale om 'religion', ville det være ugudeligt at bede de 'gejstlige' gå ind i videnskabelig forskning; men islam er ikke en 'religion', men dīn, og dīn er en harmonisk blanding af verdslige og guddommelige anliggender. At erobre naturens kræfter og bruge dem i menneskehedens tjeneste i overensstemmelse med varige værdier nedfældet gennem åbenbaring, er dīn. Man må beherske naturens kræfter, før man kan bruge dem til noget som helst godt. Videnskab er ikke kun dīn's allierede, men også dens forudsætning. Hvis personer, der påberåber sig at være lærde udi dīn er fremmede over for dens ånd og er tilfredse i deres uvidenhed med hensyn til videnskabelig viden, kan de ikke tjene dīn's interesser. De burde lade videnskabens vinde blæse frit gennem deres sind. Videnskabelig lærdom vil fordybe deres indsigt i dīn, idet det er videnskaben om "Guds tegn og vidundere." Denne betydningsfulde koranske sætning betyder, at viden om tegnene – naturen – er optakten til viden om Gud, som de peger hen imod.

Dette vil kun være muligt, hvis den grundlæggende (fremherskende) opfattelse af islam forandres og tages ud af 'religions' område. Dette opfatter vore ‘ulamā'er uheldigvis som irtidād, apostasi. Lad os derfor gå videre.

Med hensyn til nationer, der har vundet herredømme over naturens kræfter, men som ikke bruger dem i lyset af den guddommelige lov – de varige værdier – kan ej heller de undgå den dom, der venter dem. Koranen siger herom:

Vi har visselig givet (fortidens nationer) anseelse og magt, som Vi ikke har givet jer, og Vi har givet dem ører og øjne og hjerter; men deres hørelse, syn og forstand gavnede dem ikke, fordi de forkastede Allahs åbenbaringer. Og det, de så spottende afviste, hændte (på Dommedag). (46:26)

Hovedpunkterne er:

1. Mennesker optaget af at forstå og kontrollere naturens kræfter og at forme deres liv i overensstemmelse med den guddommelige lov, er mu'min'er og muttaqi'er. De nyder lykken i dette liv og vil også kunne nyde den på det næste livsstade.
    
2. De, for hvem det lykkes at erobre naturen, men som bruger deres kræfter i modstrid med den guddommelige orden, vil have midlertidig succes i dette liv, men har intet at håbe på for fremtiden.
    
3. De, der vender sig bort fra naturen og ikke gør forsøg på at forstå eller erobre den, kan ikke opnå menneskelig status. De vil leve et liv i nød og trængsel i denne verden og deres vej til fremskridt i den næste verden vil være blokeret, for:

Den, der er blind her, vil (også) være blind i det Hinsidige og fuldstændig på vildspor. (17:72)

At erobre naturens kræfter og bruge dem til gavn for menneskeheden i overensstemmelse med Guds Lov, som Han har åbenbaret – og derved udvikle sit eget selv, er selve essensen af islam. Dette, og alene dette kan sikre et smukt himmelsk liv i denne verden såvel som i det Hinsidige. Denne livsform kaldes dīn.